Filtrering med omtanke

Filtrering med omtanke – hvordan mekaniske filtre understøtter bæredygtighed og energieffektivitet

Af Jan Aistrup Andersen, Seniorkonsulent hos Camfil A/S

Publiceret 4. august 2025

Luftfiltrering spiller en afgørende rolle i moderne byggeri, hvor der stilles stadigt højere krav til både energieffektivitet, miljøhensyn og – ikke mindst – et sundt indeklima. Det stiller skærpede krav til de filtre, vi installerer i ventilationssystemer. Hvor fokus tidligere primært lå på at fjerne synlige partikler og opretholde et funktionelt ventilationsanlæg, handler det i dag i lige så høj grad om at vælge løsninger, der dokumenteret understøtter bæredygtighed, lavere energiforbrug og reduceret CO₂-udledning – uden at gå på kompromis med luftens kvalitet.

I denne artikel dykker vi ned i mekaniske posefiltre og HEPA-filtre og ser på, hvordan deres filtreringsevne, energimæssige egenskaber og certificeringer gør dem til et solidt og dokumenterbart valg. Vi ser også nærmere på elektrostatfiltre, og hvordan disse adskiller sig i praksis fra mekaniske filtre.

 

Mekaniske filtre – solid filtrering med bæredygtige fordele

Mekaniske filtre har længe været en hjørnesten i ventilations- og klimaanlæg, hvor de benyttes til at opfange luftbårne partikler som støv, pollen, mikroorganismer og andre forurenende stoffer. Deres funktion er baseret på en fysisk barriere, hvor luftstrømmen tvinges gennem et tæt filtermedie – typisk fremstillet af fine glasfibre – som tilbageholder partiklerne uden behov for elektrisk ladning eller kemisk behandling.

En af de helt store fordele ved mekaniske filtre er, at deres effektivitet forbliver stabil over tid. Modsat nogle andre filtertyper mister de ikke deres evne til at fange partikler, hvilket sikrer en ensartet filtreringseffektivitet gennem hele filterets levetid. Mange/flere mekaniske filtre er desuden fremstillet med henblik på bæredygtighed – både i forhold til produktion og drift – og kan ofte indgå som en del af en bæredygtig materialestrategi.

Det er dog vigtigt at understrege, at det primære formål med ethvert luftfilter bør være at sikre en høj filtreringseffektivitet. Et godt indeklima har direkte betydning for brugernes sundhed, trivsel og produktivitet – især i skoler, kontorer, hospitaler og andre bygninger med høje krav til luftkvaliteten. Først når filtreringsbehovet er dækket effektivt, bør man optimere efterfølgende parametre som energiforbrug og CO₂-udledning. Bæredygtighed og driftseffektivitet skal gå hånd i hånd med hensynet til menneskers velbefindende.

Energioptimering og CO₂-reduktion i praksis

Energiforbruget i ventilationsanlæg er tæt knyttet til tryktabet over filtrene. Et højt tryktab betyder, at ventilatoren skal arbejde hårdere for at trække luft gennem filteret, hvilket resulterer i øget energiforbrug. Moderne mekaniske filtre er designet med optimerede medier og strukturer, der kombinerer høj filtreringseffektivitet med lav luftmodstand.

Når filtrene udvælges korrekt i forhold til anlæggets dimensioner og drift, kan der opnås betydelige energibesparelser. Disse besparelser har ikke blot økonomisk betydning, men spiller også en vigtig rolle i arbejdet med at reducere bygningers samlede CO₂-udledning. I større bygninger, institutioner og produktioner, hvor ventilationen kører døgnet rundt, bliver forskellen hurtigt mærkbar – både i driftsbudgettet og på klimaregnskabet.

Balancen mellem effektivitet og energiforbrug

Mekaniske luftfiltre er i sig selv en relativ enkel komponent i ventilationssystemet, men dets betydning for både energiforbrug, indeklima og produktionsmiljø kan ikke overvurderes. Op til 30 % af energien i et ventilationsanlæg går til at drive luften gennem filteret, og derfor har valget af filtertype stor betydning for den samlede driftseffektivitet.

Det kan være fristende at vælge filtre med lavt tryktab og lav indkøbspris for at minimere energiforbruget, men her er det vigtigt at overveje de langsigtede konsekvenser. Filtre med lav filtreringseffektivitet kan føre til forringet luftkvalitet, hvilket ikke blot påvirker komfort og helbred for bygningens brugere, men også kan få direkte konsekvenser både for ventilationsanlægget og selve anvendelsen af bygningen.

I produktionsmiljøer – særligt inden for fødevare- og drikkevareindustrien, lægemiddelproduktion, elektronik, hospitalssektoren m.fl. – er kravene til ren luft ekstremt høje. Her kan selv små koncentrationer af uønskede partikler kompromittere både kvalitet og sikkerhed. Filtre med utilstrækkelig effektivitet kan dermed risikere at påvirke både produktionsflow, slutprodukter og sundhed negativt.

Derudover kan partikler, der passerer igennem utilstrækkelig filtrering, aflejres i anlæggets varme- og kølekomponenter, hvilket medfører øget energiforbrug, hyppigere vedligeholdelse og potentielt højere driftsomkostninger.

Langtidseffektiv og dokumenteret filtrering bidrager derfor ikke kun til lavere energiforbrug, men beskytter også både selve HVAC-systemet og produkternes kvalitet – samt vigtigst af alt – menneskers sundhed. Ved at vælge filtre med høj og dokumenteret effektivitet, testet i henhold til standarder som ISO 16890, får man et solidt beslutningsgrundlag og større sikkerhed for, at både indeklima og drift forbliver stabile og pålidelige over tid.

Certificerede filtre – gennemsigtighed og tryghed

En af de mest afgørende faktorer ved valg af luftfiltre er dokumentation. Ved at vælge filtre, der er testet og certificeret i henhold til internationale standarder som ISO 16890 (for ventilationsfiltre) og EN 1822 (for EPA- & HEPA-filtre). For komfortfiltre sikrer man, at produktets effektivitet er påvist gennem uafhængige tests hos akkrediterede testinstanser såsom Eurovent.

Disse standarder gør det muligt at sammenligne produkter på tværs af producenter og sikre, at det valgte filter lever op til de nødvendige krav til både generel vedligeholdelse, nybyggeri og renoveringsprojekter. Certificeringen er ikke blot et teknisk stempel, men en sikkerhed for, at man som driftspersonale, bygningsansvarlig eller teknisk rådgiver kan træffe informerede valg.

Filtrering med elektrostatiske filtre – muligheder og begrænsninger

Elektrostatfiltre (ESP) benytter en anden teknologi end mekaniske filtre. Her tiltrækkes partiklerne ved hjælp af en elektrisk ladning, som gør det muligt at fange luftbårne partikler på filtermediets overflade. Denne metode kan give et lavt tryktab og i visse tilfælde en høj startfiltreringseffektivitet, hvilket gør teknologien interessant i nogle sammenhænge.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den elektrostatiske effekt med tiden kan aftage – især under fugtige forhold eller ved længere tids brug. Når ladningen falder, mindskes filtreringseffekten, og effektiviteten kan blive uforudsigelig, med mindre filteret rengøres og vedligeholdes hyppigt, for nogle minimum 1 gang om året. Faldende filtreringseffektivitet kan også skyldes øget lufthastighed igennem filteret.

Et andet centralt forhold er, at mange elektrostatfiltre ikke er testet af uafhængige akkrediterede testinstanser i henhold til ISO 16890 – den internationale standard, som anvendes til at klassificere ventilationsfiltre ud fra deres effektivitet over for partikler i forskellige størrelser (PM1, PM2,5 og PM10). ISO 16890 gør det muligt at sammenligne filtre objektivt på tværs af producenter og teknologier. 

Vælges der at teste i henhold til P-mærkningen fra RISE i Sverige, får man både en test iht. ISO 16890 og en real life-langtidstest af det valgte produkt, som giver et retvisende billede af hvordan filteret præsterer over tid.

Fraværet af ISO 16890-certificering betyder, at elektrostatfiltre oftest ikke kan evalueres på samme grundlag som mekaniske filtre. Det gør det vanskeligt for rådgivere og driftspersonale at vurdere, om filtrene lever op til de nødvendige krav til filtreringseffektivitet og energiforbrug. Til applikationer, hvor langvarig og forudsigelig effektivitet er vigtig – ikke kun af hensyn til teknisk drift og energiforbrug, men også for at beskytte mennesker og produktion mod luftbårne partikler – vil mekaniske filtre derfor oftest være at foretrække. Et stabilt og veldokumenteret filtervalg er med til at sikre et sundt og sikkert indeklima gennem hele filterets levetid.

 

 Fremtidens filtrering er ansvarlig og veldokumenteret

Luftfiltrering er ikke blot en teknisk nødvendighed, men en vigtig del af den samlede strategi for bæredygtig og effektiv bygningsdrift. Ved at vælge mekaniske filtre, som er testet efter gældende standarder, og som dokumenterer både effektivitet og energiforbrug, opnås ikke kun ren luft – men også en løsning, der understøtter grøn omstilling og CO₂-reduktion.

Et veldokumenteret og certificeret filtervalg giver tryghed for både bygningsbrugere, driftspersonale og rådgivere. Det sikrer, at indeklimaet forbliver sundt, samtidig med at energien bruges effektivt. Når alle led i værdikæden arbejder sammen om at prioritere bæredygtige løsninger, er luftfiltrering et oplagt sted at starte.